d.17.5.23 Skærmbarn

Den digitale udvikling har ændret vilkårene for børne- og ungelivet, og den har givet et hav af nye muligheder, som vores børn og unge skal lære at navigere i. Det er ikke nemt at være hverken forældre, lærer, pædagog eller andre nære voksne, når børnene præsenteres for en verden af muligheder, vi ikke selv er vokset op med, og som vi kun kender fra voksenperspektivet.

Det digitale børneliv er emnet i en ny podcastserie på 8 afsnit fra Heartbeats, hvor journalist Ditte Giese sammen med eksperter fra bl.a. Børns Vilkår og et børnepanel dykker ned i, hvordan forældre bedst kan hjælpe og støtte deres børn i den digitale verden og ruste dem til et livslangt skærmliv.

Afsnittene handler bla. om:

  • Hvornår må mit barn få en smartphone og komme på Instagram?
  • Hvornår gamer mit barn for meget?
  • Hvordan taler vi med vores børn om krænkende adfærd på nettet?

Link til podcasten: https://lnk.to/Skaermbarn

Tech-industriens algoritmer styrer med benhårde forretningsmodeller vores brug og afhængighed af skærmen. Vi skal tale med vores børn og unge om brugen af skærme, som forældre, i skolerne og i fritidslivet. For som med alt andet er det en balance mellem alt det gode, der er på nettet, i spillene og på de sociale medier, og så det også at have aktiviteter uden skærm.

Man er som forældre oppe imod nogle stærke kræfter, fordi de fleste apps og spil er opbygget over en forretningsmodel, der handler om at fastholde børn og unge på skærmen”

Kathrine Elmose Jørgensen digital ekspert fra Børns Vilkår.

Mange børn og unge dyrker deres fællesskaber og interesser via skærm, og en undersøgelse fra Børns Vilkår foråret 2022 viser, at 3 ud af 10 elever i 5. klasse (29 pct.) og 4 ud af 10 i 8. klasse (42 pct.) oplever, at deres forældre i mindre grad eller slet ikke forstår, hvad de laver online.

Som forældre eller anden nær voksen er det vigtigt at være en god digital rollemodel og gå i dialog med barnet om, hvad der sker i spillene, på de sociale medier eller andre steder på nettet. Man kommer langt med nysgerrighed, åbenhed og interesse og det gælder om at begynde så tidligt som muligt.

Børn har brug for deres forældre, også på nettet, og helt aktuelt er flere organisationer gået sammen om hjemmesiden Genvej – til dit barns digitale liv, hvor der er samlet genveje til oplysninger, viden og nyheder om det digitale liv. Link til siden: https://www.genvej.org/

Vi ved, at danske forældre rigtig gerne vil være der for børnene i deres digitale færden. Men vi er bekymrede for, om de generelt overvurderer deres egen involvering og indsigt i børnenes liv på de sociale medier, og når de gamer. Børn og unge har i dag helt nye muligheder for positive fællesskaber, læring og underholdning. Dem er danske forældre gode til at omfavne, men der er også en alvorlig bagside i form af risiko for mobning, svindel, krænkelser og grooming, som børn og unge behøver hjælp til at undgå.”

Anja Philip, Formand for Forbrugerrådet Tænk

Hos Genvej finder du inspiration, øvelser, konkrete råd og viden om en lang række emner og problematikker, som børn og unge måtte støde på online, såsom digital mobning, digitale krænkelser, influencere og reklamer, gaming, sociale medier og digitale fællesskaber.⁠

Se videoen herunder med dit barn, og start snakken om den digitale verden og “nettet” i dag.

Eller kontakt Helle, hvis I som forældre, lærere eller skole gerne vil høre mere om det digitale børneliv.