Anerkendelse er ikke det samme som ros.
Nogle gange blandes begreberne sammen, og det skyldes bl.a. en oversættelsesproblematik. Ordet anerkendelse i betydningen “at få et skulderklap”, at anerkende nogen for en indsats, har sit udgangspunkt i den værdsættende udforskning (Appreciative Inquiry), som er en amerikansk tilgang til ledelses- og organisationsarbejde. Ordene værdsættelse og anerkendelse blev synonymer.
Men ordet anerkendelse har også sin rod hos den tyske filosof Hegel, der så anerkendelse som en forudsætning for overhovedet at kunne udvikle en selvbevidsthed som individ. Det er denne brug af anerkendelsesbegrebet, som er mit omdrejningspunkt.
Eksempler:
“Hvor var det en god samtale, du havde i dag med Lasses forældre……” er ros, der beskriver at vennen/kollegaen/lederen var godt tilfreds med din indsats.
“Vi skal have fokus på det, der virker for Lasse, lad os tale om de situationer, hvor Lasse fungerer godt” er værdsættende samtaler, hvor fokus er på, at glasset er halvfuldt, i stedet for halvtomt. Hvor vi prøver at få mere af det gode og at fokusere på styrker og ressourcer.
“Hvordan er det at være Lasse i den her situation?” og “hvad siger og viser Lasse?” Dette er eksempler på at reagere relationskompetent og anerkendende i mødet med Lasse. At arbejde anerkendende er at forsøge at møde den anden med en åbenhed og en nysgerrighed som en ligeværdig anden.
Anerkendelse er at blive set, hørt og forstået, som den man er, hvad enten man er barn eller voksen.
At møde en anden med en anerkendende tilgang er at være oprigtig nysgerrig på den andens perspektiv.
Anerkendelse drejer sig om at forholde sig åbent og forstående til hinandens indre virkelighed.
- Mine coachingsamtaler og oplæg om trivsel tager altid udgangspunkt i den anerkendende tilgang til mennesker.