I denne uge er der på skoler, i kommununer, på biblioteker og i foreninger særligt fokus på ORDBLINDHED.

Ordblindhed er en læsevanskelighed, hvor det er svært at koble lyde til bogstaver eller bogstaver til lyde. Man ved ikke præcis, hvor mange ordblinde, der er i Danmark, men man regner med, at omkring 7 % af den danske befolkning har læsevanskeligheder, der skyldes ordblindhed.
”Ordblindhed er en specifik indlæringsvanskelighed af neurobiologisk oprindelse. Ordblindhed er kendetegnet ved vanskeligheder med sikker og/eller hurtig ordafkodning, stavevanskeligheder og vanskeligheder med at forbinde de enkelte bogstaver og bogstavfølger med deres konventionelle lyde.
Definition fra Den internationale ordblindeforening (International Dyslexia Association, IDA)
Ordblindhed er en medfødt funktionsnedsættelse i hjernen, og dispositionen for ordblindhed er arvelig. Ordblindhed har ingen sammenhæng med intelligens, og ordblinde har som udgangspunkt de samme muligheder som alle andre børn og unge for uddannelse og karriere.

Læs evt. mere på https://www.ordblindhed.dk/
Heldigvis arbejder man fra politisk side med at få hjulpet så mange ordblinde børn og unge som muligt. I dag ved man, at en tidlig systematisk sprog- og læseundervisning er effektiv i forhold til at opnå gode læsefærdigheder, og den almene udbredelse af hjælpemidler som fx læse-skriveteknologi er til gavn for de ordblinde børn og unge.

Undervisningen i brugen af læse-skriveteknologi foregår i skolen eller på ungdomsuddannelserne, og de funktioner som teknologierne fx kan hjælpe med er: Oplæsning, indscanning, ordforslag, tale-til-tekst og oversættelse.
Den ordblindes behov for teknologisk hjælp ændrer sig med tiden, og det skal give mening for den ordblinde at bruge hjælpen, ellers er det nemmere at lade være.
Som voksen kan man hjælpe ved fx at kigge på formålet med opgaven og vurdere, om det vil give en bedre løsning af fx en matematikopgave, at få den læst op, og så bruge tid og kræfter på problemløsningen.

Ingen ordblinde er ens, og der kan være stor forskel på, hvordan barnet, familien og skolen tackler udfordringerne. På det personlige plan spiller forældrene og andre voksne en vigtig rolle i forhold til at tale om ordblindheden, for ordblindhed handler om meget mere end læsevanskeligheder.
Det handler bl.a. også om:

Selvtillid, selvværd, viljestyrke og mod.
At tage et skridt ad gangen, at tage små skridt og at nyde succeserne undervejs.
At være ordblind er som at bestige et HØJT bjerg. Det er først slidsomt og anstrengende, men når man har erkendt sin ordblindhed og har lært at bruge sine hjælpemidler, så fungerer man i hverdagen på lige fod med sine jævnaldrende.

Som forældre eller voksne omkring barnet er det vigtigt, at du
- Anerkender barnets eller den unges følelser og tanker om ordblindheden.
- Hjælper dit barn med at acceptere sin ordblindhed
- Retter fokus mod barnets eller den unges drømme

Ordblindhed skal ikke stå i vejen for, at man kan blive til den, man gerne vil være. Alle børn og unge med ordblindhed skal klædes på med strategier, så de kan lykkes med det, de allerhelst vil.

Jeg er med til at afholde Ordblindedag for alle skolens ordblinde elever i 4.-9.klasse. Fokus er på børnenes perspektiv i forhold til deres ordblindhed og at mødes med andre i samme situation. Mottoet er ORDBLINDE ELEVER STØTTER HINANDEN.





HVORDAN KAN JEG HJÆLPE DIG?
Jeg taler med ordblinde børn og deres forældre om det, der er svært. Jeg taler med og holder oplæg for lærere og andre fagpersoner om ordblindhed, om brug af læse-skriveteknologi og om at møde de ordblinde børn og unge i deres behov.
Jeg taler gerne med dig